Select Page

Det er ikke ligefrem nogen velbevaret hemmelighed, at jeg opfatter “videndeling” som et helt uomgængeligt fænomen, hvis vi for alvor vil udnytte ressourcer i samfundet bedre, og vi samtidig ønsker reelle forandringer (bl.a. inspireret af Niels Bohr), også på uddannelsesområdet.

I løbet af de sidste fem år har jeg eksperimenteret meget med forskellige tilgange, både online (bl.a. twitter & #skolechat, Facebook-grupper, blogs) og offline (#edcampdk, konferencer, workshops osv.), nævner det i stort set alle oplæg jeg holder, og gør en dyd ud af altid at trække det ind som centralt element i alle projekter, jeg deltager i.

Jeg er langt fra alene, og mange kæmper den gode kamp for større transparens og bredere dialog, også på tværs af fagområder og sektorer.

Trods adskillige gode initiativer og en øget opmærksomhed er de fleste formentlig fortsat enige med Lars Due Arnov:

Jeg er stadig langt fra et entydigt svar på, hvordan vi styrker fokus på videndeling. Som med alle andre interessante problemstillinger er enhver løsningsmodel kompleks og må bygge på mange sideløbende initiativer og fokusområder.

Ret beset er jeg altså temmelig uvidende her, men følg alligevel lige dette tankeeksperiment:

Mange lærere/undervisere betragter ikke videndeling som væsentligt, fordi det ikke er nødvendigt for at udføre det daglige arbejde. Deres daglige arbejde og deres overordnede mål er (groft simplificeret & antaget) at skabe bedre undervisning og bedre vilkår for læring for et antal lokale klasser/hold. De løser selv de konkrete udfordringer, evt. i samarbejde med tætte kolleger, og opfatter sjældent hverken refleksioner eller resultater som voldsomt relevante for andre end sig selv.

Hvad nu hvis enhver lærer ikke “bare” (sagt med den største respekt og forståelse for den opgave) ser egen undervisning som kerneydelse? Hvad nu hvis målet var “bedre uddannelser” helt generelt, på landsplan eller i verden? Eller “et bedre samfund”?

I mit (naive) hoved er uddannelse et stort, ambitiøst fælles projekt. Det giver for mig ikke mening at opfatte hver skole/uddannelsesinstitution som en løsrevet enhed, men som lille del af en gigantisk bevægelse, der sigter mod – helt overordnet – en bedre verden.

Hvis man som lærer ændrer fokus fra “min undervisning, mine klasser” til “vores uddannelser” får videndeling en helt anden betydning. Det er ikke bare noget man gør, når man er færdig med det vigtige (undervisning) og tilfældigvis har tid. Man er nødt til at opprioritere det, for alle de andre der kæmper for den samme sag har brug for det. Man er ikke kun forpligtet ift. eleverne, men i lige så høj grad ift. at understøtte bevægelsen som helhed.

Der er tusind forbehold, og jeg ønsker ikke, at lærere hele tiden skal rende rundt og tænke på at skabe en bedre verden. De skal først og fremmest tænke på det lokale, og på deres daglige undervisning.

Jeg vil imidlertid blive ved med at drømme om, at det lokale i langt højere grad tænkes ind i regionale, nationale og internationale sammenhænge.