Select Page
Opdatering 2: Jeg skrev oprindeligt i indlægget, at de enkelte forlag deltog, men at spiludviklere ikke fik adgang. Det er forkert – forlagene er alene repræsenteret ved Sektionen for Undervisningsforlag. Derudover er der muligvis uklarhed om baggrunden for min egen deltagelse. Det har jeg intet ønske om. Jeg blev gjort opmærksom på samarbejdsforummet i juni, via mit samarbejde med Animation Workshop. Jeg tog kontakt og anmodede om lov til at deltage i forummet, hvad jeg heldigvis fik lov til. Hvad der ligger til grund for den beslutning ved jeg ikke, men jeg deltager altså hovedsageligt på mit eget (og Animation Workshops) initiativ.

I dag var tiden inde til første møde i Undervisningsministeriets “samarbejdsforum for udvikling af digitale læremidler”.

Mere end noget andet er det på sin plads med et dybfølt “tak for initiativet”. Der er (næppe overraskende) flere ting, jeg er kritisk over for (hvad resten af indlægget vil vise), men jeg er mere end noget andet begejstret for, at der nu findes sådan et forum med dette formål:

Samarbejdsforummet skal inspirere og medvirke til at kvalificere udviklingen af digitale læremidler og udarbejde forslag til, hvordan undervisningen kan løftes via nye digitale kvalitetsprodukter, der samtidig kan udbredes og eksporteres.

Jeg er altså vitterligt ovenud begejstret, og jeg glæder mig til at følge og deltage i det videre arbejde.

Det følgende er mine refleksioner og spørgsmål på baggrund af dagens møde. Når jeg stiller (mange) kritiske spørgsmål, så er det dels fordi jeg er ved at brænde op af begejstring og utålmodighed, dels fordi jeg tror spørgsmålene kan være med til at bringe os videre – ikke fordi jeg foregiver at have svarene (ret beset er det nok den rolle, jeg oftest påtager mig).

Hvor vil vi hen?

Mange vil gerne snakke om, hvordan vi laver bedre læremidler, hvordan vi skaber mere meningsfulde forretningsmodeller osv. Det er vigtigt, og det vil jeg hellere end gerne være med til at stille skarpt på.

Det også bare helt åbenlyst, at vi er nødt til først at diskutere hvad vi vil før det giver mening at undersøge hvad der virker.

Er vi tilfredse med status quo?

Eller vil vi noget andet? (retorisk spørgsmål, indrømmet).

Det giver mere og mere mening for mig at bruge begrebet “21st century learning” som samlebetegnelse og pejlemærke. Det siger ikke alt, men det peger ret utvetydigt på, at forandringerne i samfundet (herunder globalisering, medialisering m.m.) må afspejles i vores uddannelser.

21st century learning

Jeg minder jævnligt mig selv om det kendte mantra “ikke for skolen men for livet“. Der er i mine øjne alt for meget skoleviden og skolelogik, som hverken gør os dygtigere til at arbejde eller til at leve. Mit altoverskyggende mål i alt mit arbejde er derfor at medvirke til en bevægelse i retning af uddannelser og samfund, hvor alle får så gode muligheder for at leve et så godt liv som muligt (herunder også indgå i løbende medskabelse af samfundet som aktive samfundsborgere).

Eller som jeg skrev i et tidligere indlæg om digitale læremidler:

Jeg er ikke optaget af, hvordan én udvikler kan tjene flere penge, men i hvordan vi finder en frugtbar vej fremad for hele uddannelsessektoren og med det primære sigte at skabe bedre, mere meningsfulde muligheder for læring.

Hvad er kvalitet?

Det er svært at diskutere kvalitet, når vi ikke er enige om, hvilke mål læremidlerne skal opfylde, og den problematik gik igen, men samtidig blev en række kvalitetsparametre berørt i et par gode diskussionssessioner.

I lyset af det foregående afsnit, så overrasker det næppe, at jeg er særligt interesseret i læremidler, der kan inspirere os til at forandre

Med mine ubehjælpelige visuelle evner forsøger jeg at illustrere det sådan her:

Læremidler der forandrer?

Læremidler der forandrer?

Anne-Mette Thorhauge pegede på, at vi må vi vurdere de digitale læremidlers kvalitet på deres egne præmisser. Det fik mig til at tænke på en sondring, som for mig giver mening, nemlig distinktionen mellem “deklarativ” og “procedural” viden. Vi har traditionelt fokuseret (for) meget på førstnævnte, og de fleste af vores tests o.l. er mere optagede af at “vide noget” frem for at “kunne gøre noget med det vi ved”. Nogle læremidler er imidlertid ikke interessante ift. det deklarative, men derimod særdeles relevante hvis vi ønsker at styrke procedurale vidensformer.

Som én fremhævede, så er nogle vidensformer i dag nok vigtigere end andre:

…og det er jo ikke fordi jeg er imod at kende lidt til geografi, men vi er nødt til at forholde os til problematikken om “googleable vs non-googleable” spørgsmål.

Der blev fremsat et forslag om, at man kunne differentiere støtten baseret på læremidlernes kvalitet og fx potentiale til at opfylde “21st century learning” mål:

Der blev flere gange peget på problematikken omkring rettigheder, og mulighederne for at udvikle “åbne ressourcer”:

Andre talte om stærkere relationer mellem udviklere og undervisningspraksis. Det kan jeg kun bifalde.

Endelig havde altid skarpe Thomas Skovgaard (endnu!) en god pointe:

Serendipitet.

Alt i alt en god diskussion, men…

Dagsordener & relationer

En anden problematik som (ikke overraskende) var tydelig på dagens møde, var de mange, mange dagsordener – skjulte såvel som eksplicitte.

Vi har alle vores egne dagsordener. Det er både sundt og godt.

Jeg har det imidlertid lidt sværere med dem, der forbliver uudtalte.

Lad os nu bare få kortene på bordet (tænker jeg, lidt naivt).

Nu kan jeg jo rimeligvis ikke klage over skjulte dagsordener uden at blotlægge mine egne. Man kan tro mig eller ej, men jeg forsøger bevidst at undgå skjulte dagsordener, og bestræber mig på at sige og skrive hvad jeg mener.  Jeg er selvstændig, og skal som sådan tjene penge, ja. Jeg skal også sørge for at positionere mig, så jeg vedvarende får mulighed for at deltage i relevante, spændende og i særdeleshed sjove projekter. Det gør jeg ene og alene ved at forsøge at involvere mig der, hvor det giver mening ift. min drøm om at være med til at skabe bedre uddannelser og samfund.

I tæt sammenhæng med de skjulte dagsordener har vi de skjulte relationer. Nu har jeg ikke en baggrund inden for den mere politiske og organisationsstrategiske del af det her felt, men det er ikke desto mindre tydeligt, at mange aktører har en lang fælles forhistorie.

Jeg kan blot efterlyse en større transparens, og håbe, at vi i fællesskab kan bevæge os mod bedre læremidler og bedre uddannelser.

Hvad med “spil”?

Fra mit (eller rettere vores – der var dejligt mange “spilfolk” til mødet) er det selvfølgelig interessant at snakke om, hvad spil kan og ikke kan. Nu var det jo første møde, og som nævnt var der andre og vigtigere diskussioner på banen end konkrete læremidler. Ikke desto mindre blev spil nævnt flere gange, og flere forsimplede antagelser blev luftet. Nu har spil jo en særlig plads i mit hjerte, så lad mig lige uddybe.

Jeg har før beskrevet, at “sjov” er en upræcis og misvisende mærkat, og at spil ikke er motiverende bare fordi de er spil. Det vil jeg gerne understrege igen. Begge dele er udbredte misforståelser, der blev gentaget i dag.

Spil er bl.a. særligt interessante, fordi de lader os udforske systemer og sammenhænge (det Ian Bogost kalder “procedural rhetoric“), fordi de lader os eksperimentere i trygge rammer, eller fordi de tvinger os til at løse komplekse problemer i en meningsfuld kontekst og ofte med en social dimension.

Hvis vi alligevel skal snakke motivation (og det er der da al mulig grund til) så lad os diskutere hvordan spil fx kan skabe flow eller hvorfor der kan være en tydelig sammenhæng mellem spil og “self-determination theory”.

Nåh ja:

Barrierer

Jeg har allerede været inde på flere af de barrierer, der blokerer for indfrielsen af det potentiale, vi alle ser i de digitale medier. Der er imidlertid mindst én mere, som John Kristensen fra Gramex pegede på i sit glimrende oplæg om musikbranchens bevægelse fra “brændende platform” til “brændende ønsker” (eller fra angst til lyst).

Mange fremhævede “kulturen på skolerne” som én af de primære barrierer. Jeg vil vove den påstand, at “kulturen hos producenterne” kan være en lige så væsentlig  forhindring. Det er der ikke noget odiøst i – hvis vi ellers er villige til at italesætte det. Ingen af os behøver lade som om vi har fundet den hellige gral – det har vi ikke og den findes ikke.

De fleste kan blive eller forblive relevante, hvis vi er villige til løbende at erkende vores egen ufejlbarlighed og flytte os. Nogle gange er der behov for begrænset tilpasning, andre gange må vi langt uden for vores komfortzone.

+ det løse

Jeg sidder også med en bunke usorterede spørgsmål, som jeg bare kaster ud:

  • Hvordan gør vi samarbejdsforummet mere transparent og inkluderende?
  • Hvordan operationaliserer vi de tanker & idéer der er kommet og kommer på bordet?
  • Hvornår laves der demonstrationsskoleprojekter, hvor der udvikles digitale læremidler som del af projektet?
  • Skal vi lege med “unconference” / “edcamp” formatet? (mere samtale, mindre monolog).
  • Skal vi ikke have et hashtag? Fx #digilæring?

Mange tanker og spørgsmål. På trods af den kritiske tone, så glæder jeg mig inderligt til næste afsnit 🙂