Jeg leger jævnligt med nogle af de redskaber, man kan bruge til at lave spil – uden at skrive en eneste linje kode.

Kodu er et af disse værktøjer, hvor man uden krav om nogen forkundskaber kan lege med mange af de grundlæggende principper for spiludvikling.

Man kan bygge en masse forskellige spil, og programmerer “visuelt” ved at lave “sætninger” med ikoner, hvor man først forklarer “when” og dernæst “do”. Man fortæller altså spillet, at når *noget* sker (fx at spilleren støder ind i en fjende) så skal *noget andet* ske (spilleren mister energi, fjenden forsvinder).

Hvis man spørger Microsoft, der har udviklet Kodu, så kan programmet understøtte en lang række forskellige læringsmål:

Efter at have arbejdet en del med Kodu er jeg tilbøjelig til at være enig i, at ovenstående absolut kan være (nogle af) de umiddelbare resultater af at arbejde med Kodu. Det er ikke  svært at komme i gang, men til gengæld kan man hurtigt rode sig ud i ret komplekse kombinationer af sætninger med kommandoer, og på den måde få spillet til at gøre ret mange forskellige ting. Det er spændende, sjovt og enormt lærerigt, ikke mindst pga. arbejdsformen, der virkelig understøtter kreativ, iterativ problemløsning.

Der findes mange gode tutorials, både i selve programmet og rundt om på nettet, bl.a. på den officielle side.

Herunder er en tutorial delt i fire, hvor bloggeren Tommy Gun fører dig gennem hele processen med at lave et spil i Kodu:

Det bygger bare på en misforstået opfattelse af, hvad hacking og hackere egentlig er for en størrelse.

Senest har berømte og berygtede Mark Zuckerberg udtrykt sin begejstring for hacking, og beskrevet, hvordan hackerprincipper indtager en central plads i dagligdagen blandt ham selv og hans mange medarbejdere. Det skete i et “letter to shareholders” ifm. lanceringen af Facebook på børsen:

The word “hacker” has an unfairly negative connotation from being portrayed in the media as people who break into computers. In reality, hacking just means building something quickly or testing the boundaries of what can be done. Like most things, it can be used for good or bad, but the vast majority of hackers I’ve met tend to be idealistic people who want to have a positive impact on the world.

The Hacker Way is an approach to building that involves continuous improvement and iteration. Hackers believe that something can always be better, and that nothing is ever complete. They just have to go fix it — often in the face of people who say it’s impossible or are content with the status quo.

Set i det lys er hacking, i min optik, et glimrende billede på noget af det, vi har allermest brug for i vores uddannelser i dag.

Hackere er entreprenører, der ser et problem, afprøver løsningsmodeller i iterative processer og forandrer verden. Det sker i meget lille og meget stor målestok, og det sker hele tiden over hele verden.

Hack away!

Hatten af for et par 14-årige sw udviklere: http://t.co/LCEfulV4

3. February 2012 08:27 via webReplyRetweetFavorite

@atjens

Anders T Jensen

Den anden dag faldt jeg over ovenstående tweet fra Anders T. Jensen, og efter at have læst artiklen om de to unge programmører måtte jeg ikke bare tage hatten af, men også konstatere, at historien er et ret præcist billede på, hvad vi bør opfatte som centralt i uddannelsessektoren:

Sejt! Elsker når passion udfolder sig - & når skolen ikke bare tillader men tilskynder det! http://t.co/TAPm3QZr /via @atjens #skolechat

3. February 2012 10:00 via TweetDeckReplyRetweetFavorite

@mathiaspoulsen

Mathias Poulsen

@mathiaspoulsen Ja - herligt når en lærer spotter en spirende interesse og coacher elever igang med den rette udfordring #skolechat

3. February 2012 10:42 via webReplyRetweetFavorite

@atjens

Anders T Jensen

@atjens Præcis! Det er i mine øjne uddannelsessektorens fornemste opgave; at fostre og støtte nysgerrighed, begejstring & passion #skolechat

3. February 2012 10:44 via TweetDeckReplyRetweetFavorite

@mathiaspoulsen

Mathias Poulsen

Som Anders påpeger, så er det imponerende ikke kun de to drenge og deres indlysende talent og nysgerrighed, men også (måske i endnu højere grad?) deres lærer og it-vejleder, Elsebet, som inspirerer, udfordrer og tilskynder sine elever til at forfølge og udforske deres passion:

@mathiaspoulsen ja - hun fortjener bestemt respekt. Sejt at hun anbefaler Garry's mod og Delphi. Ikke just standard engelsk pensum.

5. February 2012 13:09 via webReplyRetweetFavorite

@atjens

Anders T Jensen

Når vi taler om læring og uddannelse kommer det alt for tit til at handle om kompetencer, færdigheder, beskæftigelse, økonomi, bruttonationalprodukt…

Det er ikke alene drønkedeligt, det er også sekundært.

Det primære må være, at vi uddanner mennesker, der kan bidrage til en bedre verden, for sig selv og os alle. Hvis vi skal bevæge os i den retning, er det afgørende at vi anerkender nysgerrighed, udforskning, begejstring og passion som de nødvendige katalysatorer. Kompetencer er vigtige, men ikke i sig selv. De er redskaber og metoder, der kan støtte os i vores nysgerrige udforskning af verden. Vi skal lære at se verden som et dynamisk, omskifteligt kaotisk sted, og et sted, hvor man kan og bør problematisere eksisterende procedurer og løsningsmodeller.

Hvis uddannelse bare handler om udenadslære og reproduktion af eksisterende strukturer, hvor skal forandringen så komme fra?

Hver gang jeg støder på eksempler som de to drenge, der bare drøner afsted, udvikler og afprøver ting og lærer en forbandet masse undervejs, så ser jeg fremtidens uddannelser. Hver gang jeg støder på eksempler som de to drenge, der bliver forhindret i at drøne afsted fordi de skal indpasses i rigide strukturer, så ser jeg fortidens og (desværre) nutidens uddannelser.

Nysgerrighed og passion kræver frihed og tillid for at udfolde sig (same old song & dance, I know).

For (igen) at citere Noam Chomsky:

Do we want a society of free, creative independent individuals able to appreciate and gain from the cultural achievements of the past and to add to them, do we want that, or do we want people that can increase GDP? …it’s not the same thing.

Han blev nok især kendt for sin brug af Myst i undervisningen, hvor spillet blev brugt som afsæt for at inspirere eleverne til at lege kreativt med sproget:

Denne tilgang er interessant, fordi det handler om at pirre elevernes nysgerrighed, og med denne som katalysator arbejde med deres sproglige udvikling. Fordi det pågældende spil byder på en så betagende, varieret verden erfarer eleverne hurtigt, at det kræver et tilsvarende varieret ordforråd at beskrive universet på en tilfredsstillende måde. Man behøver ikke fortælle eleverne hvorfor sprog og ordforråd er vigtigt, det erfarer de selv og det giver derfor langt bedre mening for dem.

Nu er Myst nok ikke længere noget visuelt ræferencepunkt, men der er jo heldigvis et hav af smukke spilverdener at vælge mellem.

Hvad med det fantastiske univers i Skyrim?

Som noget endnu mere interessant tilføjer udviklerne, Bethesda, snart muligheden for nemt at lave “mods” til Skyrim:

Eller det spraglede Bastion (som i øvrigt kan spilles direkte i Chrome browseren):

Det poetiske og sært fascinerende Flower kan utvivlsomt også inspirere eleverne til at finde deres fineste sprogblomster frem (suk – undskyld):

Eller, for de ældre elever, gyserspillet Amnesia:

Som det sidste eksempel i denne omgang fortjener spillet “Back To Bed” at blive nævnt. Spillet er lavet af studerende på spiluddannelsen DADIU, og har skabt stor begejstring med sit særegne univers, der bl.a. er beskrevet som en “knivskarp collage mellem på den ene side M.C. Eschers umulige konstruktioner og optiske paradokser og på den anden side surrealistiske mestre som René Magritte og Salvador Dali“:

Kig på videoerne, prøv spillene og overvej så, om ikke dine elever kan udvikle deres sprog med udgangspunkt i ét eller flere af disse spil (og kommenter endelig, hvis du har erfaringer i denne retning).

Den amerikanske filosof Noam Chomsky åbnede konferencen på afstand med et filmet oplæg, hvor han diskuterer forskellige opfattelser af, hvad uddannelse er, kan og bør være. Der er mange forskellige idéer og perspektiver i spil, og det står klart, at Noam ikke er tilhænger af mange af de aktuelle strømninger i uddannelsessektoren (i USA, men der er mange fællestræk).

Han er tydeligvis ikke fortaler for uddannelsessystemer, der alene tilsigter bevaring af status quo, ligesom han ikke betragter den fremherskende testkultur som et gode. Alt i alt har Chomsky et utal af visionære, relevante og skarpe pointer om uddannelse; herunder et par løsrevne eksempler:

There are certainly powerful structures in society, which would prefer people to be indoctrinated, conform, not ask to many questions, be obidient, fulfil the roles that are assigned to you and don’t try to shake systems of power and authority.

As far as technology itself and education is concerned, technology is basically neutral, like a hammer. The hammer doesn’t care if you use it to build a house or to torture people.

The person who wins the Nobel Prize in biology is not the person who have read the most journal articles and took the most notes, it’s the person who knew what to look for. Cultivating that capacity to seek what’s significant, always willing to question whether you’re on the right track, that’s what education should be about, whether it’s the using the internet or pencil and books.

Education is discussed in terms of whether it’s a worthwhile investment, does it create human capital, it can be used for economic growth and so on. That’s a very strange…a very distorting way to even pose the question, I think. Do we want a society of free, creative independent individuals able to appreciate and gain from the cultural achievements of the past and to add to them, do we want that, or do we want people that can increase GDP…it’s not the same thing.

A person can do magnificently on every test and understand very little.

Her er han, den go’e Chomsky:

Forhåbentlig ser samtlige politikere Chomskys snak, og forhåbentlig har de modet til at forfølge hans pointer – også selvom det vil betyde, at der skal skabes rum og frihed til aktiviteter, som på længere sigt kan udfordre deres egen position.

I min optik skal uddannelse absolut ikke inspirere til konformitet og bevarelse af status quo, men til det modsatte. Til udvikling, udfordring, revision, revolution.

Karsten filmede oplægget og broadcastede med Bambuser – resultatet kan ses her.

Her er min præsentation fra oplægget:

Credits: Scott McLeod

Jeg støder konstant på det paradoks, der næppe kan skildres mere præcist end ovenstående billede formår.

Personligt har jeg for nyligt afsluttet en afrapportering i et EU-projekt, og her stod dilemmaet skarpt skåret ud i grå rubrikker: vær innovativ, men gør det på en måde, der er kompatibel med en tankegang solidt forankret i industrisamfundet. Man skal udvikle innovative metoder, men dokumentere disse metoder præcis som man altid har gjort.

Når politikere taler om forskellige områder i uddannelsessektoren, så er det voldsomt populært at stille uddannelsesinstitutioner større råderum og beslutningsdygtighed i udsigt, og for nyligt har Antorini da også netop beklaget detailstyringen af læreruddannelsen:

“Jeg mener virkelig, det har været en svøbe for læreruddannelsen, at den har været så politisk styret helt ned i detaljer”

Nu hører vi så, at større frihed er vejen frem. I praksis bliver denne frihed imidlertid oftest udfoldet inden for så snævre (økonomiske) rammer og overordnede krav, at det (næsten) bliver meningsløs, tom retorik (jeg er dog optimistisk nok til at håbe, at Antorinis udmleding viser en reel vilje til egentlige forbedringer).

Johannes Andersen fra Aalborg Universitet formulerede det på et tidspunkt meget rammende (løst citeret efter min uforudsigelige erindring):

“Vi vil gerne have unge, der er kreative, innovative, selvstændige og som selv kan træffe beslutninger. Så længe de træffer de beslutninger, vi gerne vil have dem til”.

I forlængelse af dette udsagn hører vi konstant, at vores børn og unge i langt højere grad skal være kreative, innovative og entreprenante. Det lyder godt, og personligt er jeg overbevist om, at vi skal den vej. Det er bare uhyre svært at opnå, når vi med vores stadig mere fremtrædende og rigid test- og kontrolkultur i praksis bevæger os i den modsatte retning.

Overalt finder vi dette uomgængelige modsætningsforhold mellem på den ene side et råderum til at handle frit, og på den anden side et ønske om at kontrollere og dirigere de handlinger, der udspiller sig inden for dette råderum.

Det er, indrømmet, en voldsomt svær balancegang, for det er sjældent den bedste løsning at indtage hverken den ene eller den anden ekstreme position. Total kontrol er åbenlyst uhensigtsmæssigt, men det samme er total frihed i langt de fleste tilfælde.

Hvorfor overhovedet al denne snak om frihed (for det er jo trods alt ikke helt den samme slags frihed, som William Wallace påstås at have kæmpet for).

De fleste anerkender, at “motivation” er central, når vi taler læring og uddannelse. Hvis vi ser på den gren af motivationsforskningen, der typisk omtales som “self determination theory“, så er der et stort fokus på den enkeltes autonomi, som fx hos Daniel Pink:

Motivation er vigtig, men måske end ikke det afgørende argument for at løsne de snærende bånd. Hvis vi vil have kreative, entreprenante børn og unge, som udfordrer eksisterende tankemønstre, så nytter det ikke noget, at vi tvinger dem i ekstremt snævre og rigide strukturer. Mener vi de mange flotte ord om, at Danmark skal leve af nytænkende, nyskabende, kreative mennesker  - så må vi tillade et råderum, der (potentielt) kan føre til gnidninger, konflikter og udfordring af status quo, også i skolen. Husk at “østers skaber perler ved irritation” (som min søster citerede Henrik Fischer for).

I min optik er et spil som Minecraft et visionært ideal, der (måske?) kan bruges som pejlemærke, både når vi taler fx regeringens interaktion med uddannelsesområder og -institutioner, og når vi taler om den enkelte lærende. Spillet er noget af det mest åbne, frie og fleksible, man næsten kan forestille sig. Du starter i en stor verden, som du har udstrakte muligheder for at forme efter dine mere eller mindre skøre, kreativer idéer:

Spillet skaber nogle helt overordnede rammer, som spilleren kan agere inden for, og det er så op til spilleren selv at give spillet mening. Det kan forekomme alt for løst og formålsløst, men spillet er en ubetinget succes over hele verden, og alle de imponerende konstruktioner taler for sig selv.

Jeg siger ikke, at alle skal spille Minecraft.

Jeg siger bare, at Minecraft bør være en inspiration for, hvordan man med åbne rum og udstrakte frihedsgrader kan pirre folks kreativitet og skabertrang, og inspirere dem til at lave de mest fabelagtige og uforudsigelige ting. Det minder mig mest af alt om den amerikanske general Patton:

If you tell people where to go, but not how to get there, you’ll be amazed at the results

Uanset hvordan vi betragter det her, så er det en problemstilling, som vi er nødt til at forholde os til, og det på alle niveauer. Det klinger vældig hult, når vi prædiker frihed, blot for at kontrollere denne frihed, så vi får netop de resultater, vi ønsker os. Vi underminerer elevernes motivation, men vi underminerer også de mange stort opslåede strategier, visioner og de pompøse skåltaler om Danmarks fremtid som kreativt, innovativt fyrtårn.

Det kræver langt større mod og langt mere tillid, end vi hidtil har været villige til at mobilisere. Mod til at overdrage kontrol og indflydelse; tillid til at tilliden fører til bedre, mere engagerende og relevant læring.

Som jeg ser det, så har vi ingen alternativer.

Disse projekter var udgangspunktet for mit oplæg på vores GAMEiT konference tilbage i oktober (læs mere om konferencen), hvor jeg fokuserede på spiludvikling som entreprenørskabsproces. Det er ikke nogen teknisk gennemgang, men jeg forsøger snarere at se på, hvad det er der sker, fra et læringsperspektiv, når man arbejder med computerspil i undervisningen:

I tillæg til en masse værdifulde erfaringer kom der også nogle mere konkrete ting ud af projektet, heraf en håndbog, der bl.a. introducerer til feltet “game based learning” og viser nogle konkrete eksempler:

Tanken var, at skabe en kobling mellem på den ene side computerspil, på den anden side disse lidt diffuse kompetencer, som alle efterhånden er enige om vigtigheden af. Forhåbentlig kan det fungere som inspiration for det ret interessante samspil mellem computerspil & innovation/entreprenørskab: