Et af de oplæg, jeg særlig bed mærke i, var Lena Hillestads oplæg med titlen “Dataspill og eldre – et prosjekt ved Drammensbiblioteket” (læs om projektet her og se præsentation). Lena fortalte med stor begejstring og personlig indlevelse om, hvordan de har brugt forskellige bevægelsesspil som afsæt for at give ældre med demens positive oplevelser af at “kunne noget” og være sammen om noget aktivt. Skøn historie!

Very, very nice to hear how "movement" games (e.g. Kinect bowling) provide a lovely opportunity for elderly people to play! #gameon2

18. April 2012 09:37 via TweetDeckReplyRetweetFavorite

@mathiaspoulsen

Mathias Poulsen

Always makes me really happy when people who don't play are positively surprised by the (many) positive aspects of playing games! #gameon2

18. April 2012 09:39 via TweetDeckReplyRetweetFavorite

@mathiaspoulsen

Mathias Poulsen

Dagen startede med spiljournalist og redaktør på spill.no, Jon Cato Lorentzen, der skitserede udviklingen inden for spil og spiljournalistik.

Kaja Hench Dyrlie fra Norsk Filminstitutt talte om de udfordringer, der er forbundet med distribution og udlån af spil i en tid, hvor stadig flere titler kun findes digitalt.

Now @kajapaja touches on the question of "everything-is-digital". See the Danish service "Spil og Medier" http://t.co/PeLM6z6O #gameon2

18. April 2012 09:10 via TweetDeckReplyRetweetFavorite

@mathiaspoulsen

Mathias Poulsen

Jeg pegede i den sammenhæng (igen) på, at bibliotekets rolle fremad formentlig i mindre grad bliver udlån af medier og i højere grad design af oplevelser omkring medier:

I'm afraid (or merely convinced) that physical distribution of games (& media) is not going to be the primary task for libraries #gameon2

18. April 2012 09:08 via TweetDeckReplyRetweetFavorite

@mathiaspoulsen

Mathias Poulsen

Someone suggests that libraries are not just about distribution, but about becoming "hubs", where people gather. He's right #gameon2

18. April 2012 09:12 via TweetDeckReplyRetweetFavorite

@mathiaspoulsen

Mathias Poulsen

It is no longer about "storing" media, but about designing relevant, meaningful contexts *around* media #gameon2

18. April 2012 09:18 via TweetDeckReplyRetweetFavorite

@mathiaspoulsen

Mathias Poulsen

Bjørn Veen fra Gjesdal bibliotek talte om deres konkrete erfaringer med spilformidling på biblioteket.

Det var en rigtig spændende og inspirerende dag, hvor folk deltog aktivt, viste stort engagement og stor interesse i at udvikle meningsfulde tilgange til spilformidling på bibliotekerne.

Really interesting discussions on games & libraries; lots of experiments required! people seem very engaged! #GameOn2

18. April 2012 12:59 via Twitter for iPadReplyRetweetFavorite

@mathiaspoulsen

Mathias Poulsen

Her er min præsentation fra dagen:

Den anden dag deltog jeg i et seminar om spil og læring i forbindelse med den ret fine spiludstilling GAME ON 2.0, som i øjeblikket kan besøges i Sandnes i Norge.

Jeg snakkede om, hvordan vi kan lære om spil, lære med spil og lære af spil.

Det første henviser til den analytiske dimension og forståelsen af, hvad spil er for en størrelse – spildannelse. Det andet drejer sig om, at vi kan bruge spil som redskab til at lære om (i princippet) alt muligt. Tredje element fokuserer på, hvad vi kan lære af spil om læring.

Min præsentation kan ses i slutningen af dette indlæg, men der er flere ting, jeg udelod, som fortjener at blive uddybet.

Først og fremmest var der ad flere omgange snak om kontekst. Uanset hvad vi foretager os er kontekst helt afgørende, og det er vigtigt at skabe relevante kontekster omkring medier og redskaber. Vi bør i højere grad forsøge at lade samfundet være kontekst, og lade uddannelse udfolde sig i relation til verden. Når vi afskærer skolen fra verden svarer det til at vi beder eleverne læse manualer til spil – uden at lade dem spille spillene.

 Spil kan bruges som afsæt for at udforske sproget og arbejde med sproglig udvikling, og der er et hav af oplagte spil! I forlængelse heraf, så giver mange spil – fx Mass Effect – anledning til at læse i og omkring spillene.

Jeg snakkede også om det at lave spil, og har tidligere skrevet om bevægelsen fra “spiller til spiludvikler“, ligesom jeg har beskrevet hvordan programmet “Kodu” ret nemt kan bruges til at udvikle spil. Med spiludvikling kan vi bevæge os i retning af iværksætteri og entreprenørskab, og vi kan også blive bedre til at erkende vigtigheden af at turde fejle.

Dagens sidste oplæg ved Cathrine Darre om den mere frie tilgang til spil og leg i børnehaven mindede mig om mit forslag om, at skolen bør være mere som Minecraft.

Flere af de nævnte emner behandles desuden i GAMEiT-håndbogen.

Slutteligt undlader jeg aldrig at opfordre folk til at spille en masse spil!

Her er min præsentation:

Computerspil er fedt, synes mange børn, unge og voksne. Også jeg.

Det er der sådan set ret mange grunde til.

Spil repræsenterer en deltagerkultur, hvor man uundgåeligt bliver en aktiv medspiller, der på egen hånd eller i selskab med andre udforsker de mest fantastiske universer og håndterer selv de mest umulige situationer.

Det rimer forbavsende godt på den gren af motivationsforskningen, der benævnes “self-determination theory“. Teorien peger på, at vi er særligt motiverede for at udføre en handling, når handlingen tilfredsstiller vores behov for selvbestemmelse og autonomi, vores behov for at føle os kompetente, samt vores sociale behov. Computerspil giver os medbestemmelse og indflydelse, de giver os en fornemmelse af at mestre spillet og de åbner i vid udstrækning for social interaktion.

Alligevel synes mange at computerspil gør børn, unge og voksne passive (det drejer sig vist nok mest om dem, der ikke selv spiller). Lad gå. Måske bliver man lidt vel henslængt, som man ligger der på sofaen med controlleren i hånden.

Men hvad så hvis man går fra alene at spille computerspil til rent faktisk at lave computerspil?

Ja, så sker der først og fremmest det, at man bevæger sig fra at være forbruger til også at være producent eller skaber.

Hvad betyder det, når vi snakker spiludvikling i skolen?
Når man laver computerspil, så laver man noget. Man frembringer et kreativt udtryk, og man gør det med en udtryksform, som har en fremtrædende kulturel placering, og som eleverne i den grad kan relatere til. Nu kunne jeg selvfølgelig sagtens nævne, at spiludvikling uden videre kan understøtte alle fire temaer i Faghæfte 48. Det vil jeg imidlertid ikke gøre så meget ud af, for selvom faghæftet sådan set er ganske interessant, så synes jeg, trods alt, at verden omkring os er noget mere spændende. Tag nu fx Facebook. For nylig bevægede det gigantiske sociale netværk sig i retning af en børsnotering, og i den anledning skrev CEO Mark Zuckerberg et “letter to shareholders“. Heri beskriver han firmaets visioner, og sammenfatter det hele i begrebet “the Hacker Way”:

The Hacker Way is an approach to building that involves continuous improvement and iteration. Hackers believe that something can always be better, and that nothing is ever complete. They just have to go fix it — often in the face of people who say it’s impossible or are content with the status quo.

Uanset hvordan Zuckerberg og Facebook omsætter disse principper til praksis, så er her utvivlsomt meget at lære. Hvis al den snak om innovation og iværksætteri skal tages seriøst, så vil jeg mene, at vi skal bevæge os i denne retning, og hellere i dag end i morgen. Vi skal udfordre vores elever, så de kan udfordre os. Vi skal skabe rum og plads til, at elevernes nysgerrighed kan udfolde sig, at de kan arbejde med konkrete, relevante problemstillinger, at de kan udvikle og afprøve kreative løsningsmodeller. Kort sagt – vi skal i langt højere grad gøre det i skolen, som vi gerne vil have eleverne til at gøre i samfundet senere.

Det forunderlige er, at man med alle de relativt let tilgængelige værktøjer til spiludvikling kan tage de første skridt uden stort besvær. Byg noget i Minecraft, lav et spil med Little Big Planet eller tag fat på redskaber som Scratch, Kodu, Atmosphir eller Game Maker. Start med at kigge lidt på spildesign, brainstorm på idéer, tegn nogle skitser, lav en prototype, afprøv den – på hinanden eller fx yngre klasser, skriv en historie til spillet, lav spillet færdigt (husk “done is better than perfect”), lav markedsføringsmateriale, lad eleverne anmelde hinandens spil og slut af med “post mortems” (spilbranchens svar på evalueringer). På den måde kommer man på en meningsfuld facon gennem en hel entreprenørskabsproces, hvor et utal af færdigheder og kompetencer bringes i spil.

Og husk så lige det der med selvbestemmelse, mestring og social interaktion, som spil gør så godt. Tænk spiludvikling som et spil og ringen er sluttet på smukkeste vis.

Jeg sludrede lidt om, hvorfor computerspil kan lære os meget om læring, og hvorfor det giver forrygende mening at arbejde med spiludvikling i skolen. Afslutningsvis blev deltagerne kort introduceret til Kodu, inden de selv fik mulighed for at lege spiludviklere.

Det var sjovt at være med, og på trods af (forventelige) mindre tekniske problemer, så virkede det som om, alle fik en fornemmelse for, hvordan det er at arbejde med Kodu.

Nu er det selvfølgelig ikke sikkert, at spiludikling i skolen fører til et møde med præsidenten af USA:

…men derfor kan det jo sagtens være både sjovt, interessant og lærerigt

Her er min korte præsentation:

Jeg har tidligere skrevet om Kodu og om konkrete erfaringer fra 5.klasse.

Der findes desuden adskillige gode tutorials, bl.a. de officielle fra Microsoft (i bunden af siden), dem der findes som “baner” inde i Kodu, og dem her.

Jeg nævnte også GAMEiT-håndbogen, hvor jeg bl.a. har skrevet et afsnit om spiludvikling og hvad det kan bidrage med.

James Paul Gee er en af pionererne, når det gælder udforskningen af sammenhængen mellem spil og læring. Den røde tråd i Gees arbejde med emnet er ikke hvordan konkrete spil kan bruges, men derimod “what video games have to teach us about learning and literacy“.

Denne interesse deler jeg fuldt ud, også selvom jeg samtidig er stor fortaler for at inddrage spil i undervisningen.

Det handler altså ikke om at finde spil, der passer ind i eksisterende undervisning, men at omlægge undervisningen så den bliver så attraktiv, engagerende og dynamisk som de bedste spil.

Den grundlæggende præmis for Gees opfattelse af spil er, at “all a video game is, is a set of problems that you must solve in order to win“. Han starter sit oplæg med at diskutere, hvordan spillere i World of Warcraft indgår i komplekse konstellationer for at gøre sig selv og hinanden i stand til at løse spillets problemer:

The problems are designed, they’re hard, and they can only be solved if you bringe in five different skillsets. [...] each person must be deeply skilled in one skillset, but has to understand the big picture, so they can integrate their skillset with the very different skillsets of the other people.

Det minder mig om OECDs “Definition and selection of key competencies, der lægger vægt på evnen til at “interact in heterogenous groups”.

Det minder mig også om Bang & Dalsgaards “Samarbejde – kooperation eller kollaboration?“, hvori de sondrer mellem kooperativ og kollaborativ læring:

Ved kooperation forstås således et samarbejde, hvor en arbejdsopgave inddeles i mindre delopgaver, som uddelegeres til deltagerne, der arbejder på dem uafhængigt af hinanden

I modsætning hertil forstås kollaboration som et samarbejde, hvor deltagerne er fælles om at løse en arbejdsopgave. Deltagerne arbejder sammen mod et fælles mål og er indbyrdes afhængige

Det minder mig til gengæld ikke voldsomt meget om gruppearbejde i uddannelsessektoren i dag. Her er gruppearbejde og samarbejde alt for ofte af den kooperative slags, hvor eleverne løser løsrevne brudstykker af en mere eller mindre ligegyldig opgave hver for sig og (i bedste fald) samler trådene til sidst. Fordi vi er så optagede af, at alle skal lære det samme på samme tid afskærer vi os fra muligheden for at eleverne måske ville lære mere og bedre, hvis det i langt højere grad var muligt at anerkende elevernes forskellighed i løsningen af konkrete problemer.

Herefter tager Gee fat på det vanskelige spørgsmål om, hvordan mennesker lærer bedst. Han henviser til Lawrence W. Barsalou, der i 1999 publicerede artiklen “Language Comprehension: Archival Memory or Preparation for Situated Action?“:

In particular, the primary function of comprehension is not to archive information but is instead to prepare agents for situated action.

Han uddyber selv:

When human beings understand anything, whether it’s a text or the world, they understand it not by abstract generalities, but by literally being able to run in their head a simulation of images and actions and experiences that the words refer to. When a human being is doing that, when they are thinking because they have to get ready to take an action [...] and they want that action to succeed, they think very well. But when you ask them to think about stuff, but there’s no action they’re gonna take, and they don’t care what the outcome is, they think very poorly.

Han fortsætter med en fortælling om, hvordan han begyndte at spille computerspil ved at læse manualen, blot for at erfare, at den ikke gav mening for ham. Derfor gjorde han som de fleste af os gør – startede spillet op og tog hul på løjerne. Efter nogen tid vendte han tilbage til manualen og forstod nu ikke, hvad det var han ikke tidligere forstod. Pointen er selvfølgelig, at en manual ikke skal eller kan forstås isoleret, for sig selv, men kun sammen med det konkrete spil og de handlinger spillet muliggør og rammesætter:

The key problems with our schools, is that it’s full of manuals without the games. We have handed kids all the manuals without the games. If you did that to gamers, there’d be a revolution. There isn’t such a thing as technically hard language, there’s only language you didn’t know because you didn’t live in it’s world, you didn’t play its game. Therefore, in theory, we could level the playing field for the first time in American education, if we brought the games to the manuals, and I don’t mean a video game. If we brought the activities, the problem solving, the living in the worlds of chemistry and algebra, with making kids want to do things with them, that is to see them as tools to surmise new possibilities. That’s the game, and if we brought those to school, they’d like it as much as Portal.

Læring i spil er situeret, det foregår i en konkret kontekst og er anvendelsesorienteret. Vi skal altså bruge det vi lærer til noget, og derfor giver selv de mærkeligste ting fremragende mening. Vi lærer ikke for at huske uden formål, men for at løse opgaver. Vi spiller ikke for at lære, men lærer for at spille.

I skolen sker det alt for tit, at læring ikke sigter på anvendelse, og at der ikke er en kobling mellem det man skal lære og samfundet uden for skolen.

Vi skal ikke forsøge at læse manualer uden formål og ligeledes skal tilegnelse af abstrakt viden som udgangspunkt ikke være et mål i sig selv.

Igen minder Gee os altså samlet set om, at mange af de aktuelle udfordringer i vores uddannelsessystemer har overordentlig meget at lære af, hvordan vi (sam)arbejder, udforsker, lærer og løser problemer i og omkring computerspil.

 I don’t think reality is broken. It’s messed up and horrifying, sure, but we don’t get to fix it, ever. It’s flawed and messy and delightful and repellent and stunning. Reality is alright. [...]  I need to remember that reality is always a mess. That’s not tragedy to me. It’s the unstoppable infinity of being.

Udsagnet stammer fra spilforsker og -udvikler Ian Bogosts anmeldelse af fagfællen Jane McGonigals bog “Reality is Broken“. McGonigal mener, groft sagt, at computerspil kan redde verden. Bogost mener, i kontrast hertil, at verden aldrig endegyldigt kan reddes, og det har han det fint med.

Bogosts anmeldelse vakte genklang hos mig af en række grunde; også ud over det forhold at det er en fremragende skrevet, kritisk, indsigtsfuld og respektfuld anmeldelse.

I lighed med Bogost ser jeg verden som et foranderligt, rodet, kaotisk sted i konstant udvikling. Det giver derfor ikke mening for mig at tro, at vi kan udvikle endegyldige løsninger på noget som helst, og slet ikke i uddannelsessektoren.

Betyder det så, at jeg synes vi bare skal give op, læne os tilbage og lade dette kaos råde?

Selvfølgelig ikke.

Tværtimod.

Vi må bare anerkende kaos som grundvilkår, og så gøre vores bedste for at navigere i det. Vi må opgive illusionen om kontrol. Vi må droppe idéen om målbare slutmål. Vi skal undlade at bilde os ind, at vi kan konstruere kunstige, kontrollerede scenarier for fx elever og studerende.

Jeg har før skrevet om, hvorfor jeg i det nuværende uddannelsessystem ville være en glad snydetamp, hvorfor kontekst er afgørende for at skabe relevant undervisning og hvorfor vi skal nedbryde skellet mellem skole og verden.

Når jeg eksempelvis læser, at “snart må internettet bruges til flere eksamener“, så glædes jeg ikke ligefrem over det fremsynede i sådan en udmelding. Jeg bedrøves derimod over, at det hele går så langsomt, og man er så bange for at miste kontrollen, Jeg undrer mig desuden over den måde, man argumenterer for, at der skal være internetadgang til eksamen:

Vi skal sikre, i det omfang det er muligt, at vilkårene til eksamen ligner de vilkår, som eleverne har til daglig. Og når internettet er et værktøj i elevernes daglige måde at arbejde på, er det naturligt også at lade det være tilladt til de afsluttende prøver.

Man gør elevernes dagligdag i skolen til referencepunkt, men det siger jo ingenting?

Elevernes dagligdag (i skolen) er et mærkeligt referencepunkt. Hvad med verden? Samfundet? Livet? #skolechat

10. February 2012 10:11 via TweetDeckReplyRetweetFavorite

@mathiaspoulsen

Mathias Poulsen

Der er et gammelt slogan, der lyder “ikke for skolen, men for livet”. Argumentationen for internet til eksamen vender den på hovedet, og siger i realiteten “ikke for livet, men for skolen”. Man henviser bare til sig selv; “vi skal bruge internettet til eksamen, fordi vi bruger det til daglig”. Selvfølgelig skal der være adgang til internettet, både til daglig og til eksamen. Der skal være adgang til alting, hele tiden, og ikke for skolens skyld, men for samfundet og livets. Adgangen skal ikke dikteres centralt under hensyntagen til kontrol og målbarhed, men decentralt under hensyntagen til, hvordan man bedst løser de aktuelle problemstillinger.

En del af opgaven kan jo så passende være at afstemme hvilke “redskaber” det giver mening at bruge hvornår, hvordan man skal forholde sig til den tilgængelige information osv. Lad os huske på følgende:

If students can Google the answer, rethink the question #inspire2011

30. March 2011 05:00 via TwitterrificReplyRetweetFavorite

@simoncrook

Simon Crook

Jo længere vi fastholder undervisning, tests og eksamen som isolerede fra verden, jo længere bevæger vi os ind i en mørk blindgyde, og jo mindre relevant bliver vores uddannelser.

Lad os nu bare indse, at vi ikke kan miste kontrollen. Man kan ikke miste noget, man ret beset aldrig har haft.

Hvordan finder man ud af, hvilke spil man kan bruge hvordan i undervisningen?

I al sin banalitet er det nok det spørgsmål, jeg oftest støder på i mit arbejde med computerspil i uddannelser.

Svaret?

Spil, for pokker!

Mere kompliceret er det ikke.

Og så alligevel.

Det er nemlig lige præcis dette simple svar, der altid fører til lange diskussioner, et utal af forbehold og – ikke mindst – kritisk afstandtagen.

Jeg har ikke tid. Jeg bryder mig ikke om spil. Spil er kun for eleverne, ikke for mig. Spil repræsenterer en kultur, jeg ikke ønsker at bakke op omkring eller identificere mig med. Spil er uinteressante. Spil er spild af tid. Spil er fordummende.

…og sådan kunne jeg blive ved.

Mange argumenterer for, at man sagtens kan inddrage spil i undervisningen uden selv at spille de pågældende spil, og at man ikke behøver vide noget om spil. Det er for så vidt også rigtigt nok, og man kan komme langt ved at inddrage eleverne som ressource…men det er nu alligevel bare pokkers svært at gøre brug af spil, hvis man ikke har et nogenlunde nuanceret blik for, hvad spil er og kan være. Ønsket om at inddrage spil i undervisningen udspringer i de fleste tilfælde af en erkendelse af spillenes “fascinationskraft”, og man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis man ikke forsøger at forstå denne – ved at spille.

Dette nuancerede blik og en mere reflekteret forståelse af spil og den begejstring de kan afstedkomme, er vigtig når spil skal ind i undervisningen.

Buckingham & Burn beskriver dette ret præcist i artiklen “Game literacy in theory and practice“:

Media should not be regarded merely as teaching aids or tools for learning. Education about the media should be seen as an indispensable prerequisite for education with or through the media. Likewise, if we want to use computer games or the internet or other digital media to teach, we need to equip students to understand and to critique these media: we cannot regard them simply as neutral means of delivering information, and we should not use them in a merely functional or instrumental way

Vi er altså nødt til at forholde os kritisk til spil, og vi er nødt til at tilstræbe en forståelse af, hvad spil er.

Spilforsker Espen Aarseth har tidligere redegjort for, hvorfor vi ikke kan undersøge spil uden at spille dem:

For any kind of game, there are three main ways of acquiring knowledge about it. Firstly, we can study the design, rules and mechanics of the game, insofar as these are available to us, e.g. by talking to the developers of the game. Secondly, we can observe others play, or read their reports and reviews, and hope that their knowledge is representative and their play competent. Thirdly, we can play the game ourselves. While all methods are valid, the third way is clearly the best, especially if combined or reinforced by the other two. If we have not experienced the game personally, we are liable to commit severe misunderstandings, even if we study the mechanics and try our best to guess at their workings. And unlike studies of films and literature, merely observing the action will not put us in the role of the audience. When others play, what takes place on the screen is only partly representative of what the player experiences (mine fremhævninger).

At spille spil er altså den absolut bedste tilgang til at forstå computerspil, og det giver samtidig ofte en bunke idéer til, hvordan spil kan bruges.

Jeg gør mig ingen illusioner om, at alle nødvendigvis skal elske computerspil, men jeg nærer dog et håb om, at flere vil betragte det at spille spil som en naturlig del af det at udvikle og forberede undervisning.

Ville du bygge undervisningsforløb op omkring bøger, du aldrig har læst? Ville du grine overbærende, når nogen foreslår, at vi læser en bog inden vi mødes næste gang?

Nej, vel?

Så spil da, for pokker!

Den omrejsende spiludstilling “GAME ON 2.0” er i øjeblikket på besøg hos KINOKINO Sandnes i Norge, og jeg er i den anledning blevet inviteret til at deltage i to seminarer, som afvikles i tilknytning til udstillingen.

Det ene seminar fokuserer på spil, læring og hvordan spil på forskellig vis kan bidrage til bedre uddannelser.

Det andet seminar ser på, hvorfor og hvordan computerspil meningsfuldt kan og bør indgå i bibliotekernes formidlingsopgave.

Herunder kan du læse mere i programmet for hele udstillingen, samt (nederst) om biblioteksseminaret:

Jeg snakkede lidt (hurtigt) om innovation, spil anvendt på nye områder, transmedia og nogle af mine kongstanker om processer.

Her er præsentationen: