Select Page

If I had asked people what they wanted, they would have said faster horses

iPad - hvad skal vi med den?

iPad – hvad skal vi med den?

Selvom der vist er tvivl om Henry Ford nogensinde sagde lige præcis det, så er det en kendt sag, at der ofte eksisterer et modsætningsforhold mellem de produkter vi er vant til at bruge, og de produkter der udfordrer vores forestilling om hvordan verden hænger sammen (det kan selvfølgelig både være større og mindre udfordringer).

Det er omsonst at påstå, at ét område lider mere under disse barrierer end andre, men samtidig er det tydeligt, at det i hvert fald er en af flere væsentlige udfordringer i uddannelsessektoren. 

På den ene side er vi mange, der skriger på (også radikale) forandringer, og gerne ser digitale læremidler brugt som én af flere løftestænger til at udfordre mere traditionelle måder at tænke undervisning og læring. På den anden side er der en lang række faktorer, som forsinker denne udvikling.

For nyligt pegede Jeppe Bundsgaard på, at puljen til indkøb af digitale læremidler hidtil primært er blevet brugt på “indkøb af de forkerte digitale læremidler” i form af “repetitive og formidlende læremidler”, bl.a. læringsspil.

En lignende kritik er blevet fremført tidligere, bl.a. af formanden for IT-Vejlederforeningen, John Klesner, der i foråret pegede på, at der fortsat ikke var garanti for reel interaktivitet:

Jeg savner at det er sikret, at der er interaktivitet i kerneydelsen i læremidlet, således at man ikke bare kan levere noget ‘dødt’ materiale og så klistre noget ret ligegyldigt interaktivt tilbehør på for at leve op til kravene. Det kan stadig lade sig gøre med de nye regler. Og det er synd og skam

Selvom jeg så absolut fortsat er fortaler for anvendelse af spil som læremidler, så bliver jeg sjældent imponeret over de dedikerede læringsspil. Der er ikke som sådan noget galt med de simple, repetitive læringsspil – de er bare ikke voldsomt interessante (det har jeg skrevet om her og her).

For mig at se er der langt større potentialer i fx mere komplekse spil (der minder mere om “rigtige” spil), hvor fokus er på kompetencer og refleksion snarere end simpel træning. Det kan også være redskaber og tjenester, der understøtter en skabende tilgang til undervisning. I det hele taget ser jeg større værdi i læremidler (didaktiserede såvel som ikke-didaktiserede) der ikke er udviklet for at passe ind i eksisterende skolestrukturer, men snarere udfordrer disse strukturer (Det er en væsentlig diskussion i sig selv, om læremidler bør være didaktiserede fra udviklernes side, eller om det primært er undervisernes opgave at skabe den didaktiske sammenhæng, men ikke noget jeg vil gå dybere ind i her. Se evt. denne artikel & kommentar).

Hvis der er nogen enighed om, at vi (også) skal mere i denne retning, hvordan gør vi så det? Hvad er forklaringen på, at det ikke allerede sk er i større omfang?

Jeg ved det ikke, og det er noget, vi bør skabe mere dialog omkring.

…men nogle bud kunne være:

For det første køber skoler & kommuner givetvis materialer, der ligner det man kender (er der en egentlig undersøgelse af indkøbspolitik i uddannelsessektoren?). Det hænger selvfølgelig igen sammen med, at mange lærere formentlig har vanskeligt ved at se sammenhængen mellem mere eksperimenterende læremidler og de faglige mål. Det er noget nemmere med læremidler man kender, og læremidler der har en meget direkte og eksplicit kobling til de faglige mål.

Fra et kommercielt synspunkt er det sjældent interessant at være first-mover i uddannelsessektoren. Det er ikke økonomisk rentabelt at udvikle materiale, der ikke harmonerer med lærere og skolers indkøbsmønstre. Så er der flere penge i at udvikle hurtigere heste, for nu at vende tilbage til det indledende citat. Nogle udviklere er frustrerede over, at skoler ikke køber det fornødne antal licenser. Andre peger på, at man ikke kan finansiere udvikling med forestillingen om, at støttekroner måske bliver brugt til indkøb af netop deres læremiddel.

…og selvom det økonomiske incitament var større, er der ingen garanti for gode produkter. I mange tilfælde er det ikke (udelukkende) spinkel finansiering, men manglende viden, idérigdom, kompetencer osv., der udgør barriererne. Det er, kort sagt, svært at lave gode digitale læremidler.

Hvordan gør vi det mere attraktivt at tænke nyt, at udforske de forskellige mediers potentialer, og at eksperimentere med læremidler i undervisningen – både for lærere og for udviklere?

Jeg er ikke optaget af, hvordan én udvikler kan tjene flere penge, men i hvordan vi finder en frugtbar vej fremad for hele uddannelsessektoren og med det primære sigte at skabe bedre, mere meningsfulde muligheder for læring. Det indebærer, at lærere tænker kreativt i deres inddragelse af alle typer læremidler; at skoler og kommuner får bedre muligheder for og mod til at prøve nyt, at vi skaber bedre forretningsmodeller og bedre adgang/distribution (hvad jeg har skrevet lidt om før), at støtteordningerne revideres, at udviklernes mindset og kompetencer udvikles…og hvad ellers?

Hvordan kommer vi videre?

Jeg håber, at vi kan blive endnu bedre til at føre denne dialog på tværs af relevante domæner (politik, uddannelse, udvikling osv.).