Mellem frihed & kontrol

Credits: Scott McLeod

Jeg støder konstant på det paradoks, der næppe kan skildres mere præcist end ovenstående billede formår.

Personligt har jeg for nyligt afsluttet en afrapportering i et EU-projekt, og her stod dilemmaet skarpt skåret ud i grå rubrikker: vær innovativ, men gør det på en måde, der er kompatibel med en tankegang solidt forankret i industrisamfundet. Man skal udvikle innovative metoder, men dokumentere disse metoder præcis som man altid har gjort.

Når politikere taler om forskellige områder i uddannelsessektoren, så er det voldsomt populært at stille uddannelsesinstitutioner større råderum og beslutningsdygtighed i udsigt, og for nyligt har Antorini da også netop beklaget detailstyringen af læreruddannelsen:

“Jeg mener virkelig, det har været en svøbe for læreruddannelsen, at den har været så politisk styret helt ned i detaljer”

Nu hører vi så, at større frihed er vejen frem. I praksis bliver denne frihed imidlertid oftest udfoldet inden for så snævre (økonomiske) rammer og overordnede krav, at det (næsten) bliver meningsløs, tom retorik (jeg er dog optimistisk nok til at håbe, at Antorinis udmleding viser en reel vilje til egentlige forbedringer).

Johannes Andersen fra Aalborg Universitet formulerede det på et tidspunkt meget rammende (løst citeret efter min uforudsigelige erindring):

“Vi vil gerne have unge, der er kreative, innovative, selvstændige og som selv kan træffe beslutninger. Så længe de træffer de beslutninger, vi gerne vil have dem til”.

I forlængelse af dette udsagn hører vi konstant, at vores børn og unge i langt højere grad skal være kreative, innovative og entreprenante. Det lyder godt, og personligt er jeg overbevist om, at vi skal den vej. Det er bare uhyre svært at opnå, når vi med vores stadig mere fremtrædende og rigid test- og kontrolkultur i praksis bevæger os i den modsatte retning.

Overalt finder vi dette uomgængelige modsætningsforhold mellem på den ene side et råderum til at handle frit, og på den anden side et ønske om at kontrollere og dirigere de handlinger, der udspiller sig inden for dette råderum.

Det er, indrømmet, en voldsomt svær balancegang, for det er sjældent den bedste løsning at indtage hverken den ene eller den anden ekstreme position. Total kontrol er åbenlyst uhensigtsmæssigt, men det samme er total frihed i langt de fleste tilfælde.

Hvorfor overhovedet al denne snak om frihed (for det er jo trods alt ikke helt den samme slags frihed, som William Wallace påstås at have kæmpet for).

De fleste anerkender, at “motivation” er central, når vi taler læring og uddannelse. Hvis vi ser på den gren af motivationsforskningen, der typisk omtales som “self determination theory“, så er der et stort fokus på den enkeltes autonomi, som fx hos Daniel Pink:

Motivation er vigtig, men måske end ikke det afgørende argument for at løsne de snærende bånd. Hvis vi vil have kreative, entreprenante børn og unge, som udfordrer eksisterende tankemønstre, så nytter det ikke noget, at vi tvinger dem i ekstremt snævre og rigide strukturer. Mener vi de mange flotte ord om, at Danmark skal leve af nytænkende, nyskabende, kreative mennesker  - så må vi tillade et råderum, der (potentielt) kan føre til gnidninger, konflikter og udfordring af status quo, også i skolen. Husk at “østers skaber perler ved irritation” (som min søster citerede Henrik Fischer for).

I min optik er et spil som Minecraft et visionært ideal, der (måske?) kan bruges som pejlemærke, både når vi taler fx regeringens interaktion med uddannelsesområder og -institutioner, og når vi taler om den enkelte lærende. Spillet er noget af det mest åbne, frie og fleksible, man næsten kan forestille sig. Du starter i en stor verden, som du har udstrakte muligheder for at forme efter dine mere eller mindre skøre, kreativer idéer:

Spillet skaber nogle helt overordnede rammer, som spilleren kan agere inden for, og det er så op til spilleren selv at give spillet mening. Det kan forekomme alt for løst og formålsløst, men spillet er en ubetinget succes over hele verden, og alle de imponerende konstruktioner taler for sig selv.

Jeg siger ikke, at alle skal spille Minecraft.

Jeg siger bare, at Minecraft bør være en inspiration for, hvordan man med åbne rum og udstrakte frihedsgrader kan pirre folks kreativitet og skabertrang, og inspirere dem til at lave de mest fabelagtige og uforudsigelige ting. Det minder mig mest af alt om den amerikanske general Patton:

If you tell people where to go, but not how to get there, you’ll be amazed at the results

Uanset hvordan vi betragter det her, så er det en problemstilling, som vi er nødt til at forholde os til, og det på alle niveauer. Det klinger vældig hult, når vi prædiker frihed, blot for at kontrollere denne frihed, så vi får netop de resultater, vi ønsker os. Vi underminerer elevernes motivation, men vi underminerer også de mange stort opslåede strategier, visioner og de pompøse skåltaler om Danmarks fremtid som kreativt, innovativt fyrtårn.

Det kræver langt større mod og langt mere tillid, end vi hidtil har været villige til at mobilisere. Mod til at overdrage kontrol og indflydelse; tillid til at tilliden fører til bedre, mere engagerende og relevant læring.

Som jeg ser det, så har vi ingen alternativer.